Dansk Automationsselskab · H. C. Andersens Boulevard 18 · DK-1787 København V · Tlf.: 33 77 34 14 · E-mail: dau@dau.dk · CVR-nr.: 82 47 98 13
Nyheder
 

19-05-2015

Forrygende program: Konference om Den 4. Industrielle Revolution - fra hype til konkrete resultater

Hvis der er én teknologikonference i 2015, som du skal deltage i, så er det denne her. Programmet er spækket med konkrete cases, nye teknologier og kvalitetsrådgivning.

Konferencen holdes hos Johnson Controls i Århus den 10. juni, og starttidspunkt er afstemt efter Odden-Århus færgen med afgang kl. 07.20.

Se program og foreløbig deltagerliste og tilmeld dig her:

 

Måske synes du, at Den 4. Industrielle Revolution virker noget langhåret. Men denne konference viser, at de nye teknologier er modne, og at du kan opnå store resultater ved at anvende dem.

Det store overblik
Hvad er Den 4. Industrielle Revolution, og hvad betyder den for din branche? Det vil keynote speaker Stefan Bihler fra Siemens AG give svar på. Ud fra de tyske erfaringer med Industrie 4.0, vil han gøre rede for, hvordan digitalisering grundlæggende ændrer setuppet for fremtidens virksomheder.

Charles Møller fra Aalborg Universitet vil supplere med 10 teser om digitalisering, og hvordan MADE og AAU bidrager til at bringe danske virksomheder i front med inden for avanceret produktion.

Konkrete Use cases
Du kan også høre om konkrete erfaringer med Big Data og Internet of Things fra førende danske virksomheder.

Bjarne Wulff vil give indblik i, hvordan Johnson Controls arbejder som en global teknologivirksomhed, og hvordan han ser potentialet med automation og connectivity inden for skibsfarten.

Anders Thomsen fra GPV vil fortælle om, hvordan data kan drive produktionsoptimering, selvom man har mange varenumre fordelt på små serier. Internet of Things er også på dagsordenen for GPV, hvor man kigger på at udnytte forretningspotentialet ved at kende forbrugsdata.

Vestas er Danmarks førende Big Data virksomhed. Hør Anders Rhod Gregersen fortælle om, hvordan Danmarks største computer anvender Big Data til både driftsoptimering og produktudvikling.

Parathed
At gøre din virksomhed digital er ikke et kun et spørgsmål om flere sensorer og målere. John Ammentorp fra Rambøll vil fortælle om, hvad der organisatorisk kræves for at implementere digitale forandringer i din virksomhed. Det handler om blandt andet om fokuseret ledelse, klare strategier og de rigtige kompetencer.

Lars Koch Hviid fra NNIT vil supplere med, hvordan du bygger en IT-infrastruktur, som skaber det rigtige fundament for din digitale fabrik. Denne infrastruktur skal understøtte både forretningsprocesser, fleksibilitet og it-sikkerhed.

Nye teknologier
Teknologierne udvikler sig hele tiden. Til denne konference præsenterer vi 3 nye teknologier, som har vist deres proof of concept.

Torben B. Lange fra Blueprinter, vil give eksempler på, hvordan 3D printeren åbner op for helt nye arbejdsgange og forretningsmodeller inden for både udvikling, produktion og maintenance.

Daniel Bachman fra IoT Denmark vil præsentere Sigfox, som er et helt nyt cost-effektivt netværk til understøtte business casen for Big Data og Internet of Things. Sigfox er udrullet i flere vesteuropæiske lande, og nu kommer turen til Danmark.

Endeligt vil Bent Dulong Nicolaisen fra FLSmidth fortælle om, hvordan man ved at kombinere af realtidsdata med 3D-scannere og RTK-GPS teknologi har høstet store gevinster i mineralindustrien.

Kort sagt - konferencen viser, hvordan du kan konvertere hypen om Den 4. Industrielle Revolution til konkrete resultater.